Godt nytår - Puslespilsbutikken i ❤️ af Helsingør

Godt nytår

Tusind tak for et fantastisk 2022 i den lille Puslespilsbutik i Helsingør. Et nyt år er startet med regn og grå himmel, men det er takket være dig, at Puslespilsbutikken har været inde i en rivende udvikling både i onlineshoppen og i det lille anneks i vores baggård, og at 2022 har været både farverigt og sjovt.

Jeg har været så heldig også at få besøg at de sødeste online-kunder gennem året fra hele landet i min lille butik. Jeg spørger tit, hvor kunderne kommer fra, og hvis jeg husker rigtigt, så er Nørre Sundby den fjerneste danske by, som blev nævnt i løbet af året. Der kom også danske kunder forbi hele vejen fra Amsterdam, og alle besøg har været hyggelige.

2022 har budt på de flotteste puslespilsnyheder, jeg længe har set, og du og mange andre har taget imod nyhederne med åbne arme. eeBoos Magical Amsterdam og A Happy Holiday satte et smukt punktum for året, hvor jeg også endelig fik større puslespil i butikken med 3000 brikker, 5000 brikker og 13.200 brikker! Og de helt store puslespil gik som varmt brød. Det er sjovt at se, at så mange har mod på så mange brikker.

Jeg er stor tilhænger af at prøve nyt, og derfor kaster jeg mig gladeligt ud i nye mærker, når muligheden byder sig. Ikke alt slipper igennem nåleøjet, men Werkshoppe med puslespillene i de flotte orange bøtter og New York Puzzle Company med deres lækre random cut brikker kom på hylderne. Begge mærker er amerikanske, og begge mærker byder på puslespilsmotiver, som er ud over det sædvanlige, og de har fået en fabelagtig flot modtagelse.

Når man sådan i løbet af året pakker og sender en hel masse pakker, udvælger nye motiver og nye puslespilsmærker og i det hele taget tager en del chancer, så er det faktisk først, når der kommer anmeldelser fra dig og andre kunder, at skuldrene endelig kan begynde at sænke sig. For hvordan bliver nyhederne modtaget? Har jeg valgt rigtigt? Er nogle af puslespillene for langt ude?

En af de sidste anmeldelser som jeg fik i år er fra Anders D., og det er hans anmeldelse, som er på billedet i det her nyhedsbrev. Ud over at vintage puslespillene fra Cavallini er en succes i min Puslespilsbutik, så kan jeg faktisk først mærke det sådan rigtigt helt ind i maven, når de her anmeldelser dumper ned som fra himlen på hjemmesiden og på Trustpilot. At der er kunder som Anders og dig, der tager sig tid til at skrive nogle linjer og dele sine oplevelser med andre betyder alt, og det er næsten endnu mere vigtigt end selve salget. Derfor vil jeg gerne sige dig og mange andre fantastiske puslespilskunder TUSIND TAK for de mange, mange flotte anmeldelser, som er kommet i løbet af året. De ligger allesammen i shoppen, så du kan læse dem, og de varmer hver og en.

Tilbage er nu blot at ønske dig en fantastisk start på et nyt år med håbet om, at vi alle får et rigtig godt 2023 ️️❤️    

Mange hilsener og på gensyn fra Bettina fra Puslespilsbutikken

Previous post
Next post
Back to Puslespilsbutikkens Blog

Leave a comment

Please note, comments must be approved before they are published